Syvårskrigen 1756-63 (jan 1, 1756 – jan 1, 1763)
Description:
Syvårskrigen(i) blev udkæmpet fra 1756 til 1763 og indbefattede Preussiske Syvårskrig og den franske og indianske krig. De vigtigste europæiske stormagter blev involveret i denne krig, der var den sidste væsentlige militærkonflikt i Europa før den Franske revolution.
Hovedmodstanderne var Storbritannien, Preussen og Hannover på den ene side og Frankrig, Østrig, Rusland, Sverige og Sachsen på den anden. Spanien og Portugal blev senere trukket ind i konflikten, mens en styrke fra de neutrale Nederlande blev angrebet i Indien. Som den første konflikt i historien bredte kamphandlingerne sig til alle verdensdele, hvor stater ofte blev inddraget i krigen som allierede med de europæiske magter. Winston Churchill kaldte derfor Syvårskrigen for den første verdenskrig.[1][2] Størstedelen af de involverede i krigen stammede dog enten fra de europæiske stater eller deres oversøiske kolonier. Det totale tabstal for hele Syvårskrigen er blevet anslået til mellem 900.000 og 1.400.000 døde personer[3].
Krigen medførte ingen territoriale ændringer i Europa, men betød afslutningen på fransk dominans i både Europa og i Nordamerika. Pga. sit nederlag til Storbritannien i kolonierne mistede Frankrig næsten alle sine amerikanske besiddelser(ii), og landets prestige faldt som følge af en elendig krigsindsats i Europa. I stedet blev Storbritannien den dominerende koloni- og flådemagt, og udvidede markant sine besiddelser i Amerika, og i Indien hvor British East India Company opnåede en position som regionens stærkeste magt. Den franske flåde blev stærkt reduceret og blev først en trussel mod den britiske flåde efter en langvarig genopbygningsproces i samarbejde med Spanien, og indtil Revolutionskrigene var Royal Navy enerådende på de store oceaner. [4] Trods nederlag til en overmægtig koalition og næsten udslettelse kom Preussen ud af krigen uden territoriale tab, og blev regnet som en militær stormagt.
De europæiske grænser vendte tilbage til status quo fra før krigen, og på trods af at landets hære næsten var blevet udslettet under angreb fra fire stater overlevede Preussen som stat uden territoriale tab. At Preussen overhovedet kom ud af krigen uden andre tab end menneskeliv bliver traditionelt regnet som en stor sejr for Frederik den Store, da han stod overfor modstandere der hver især var langt stærkere end hans eget land.[6] Den europæiske magtbalance var herefter forandret; Preussen var blevet den femte og nyeste stormagt, Ruslands indflydelse var stigende, mens Frankrigs nederlag havde skærpet den indre kritik af "l'Ancien régime", og modsætningerne mellem Østrig og Preussen kom til at præge tysk politik indtil 1866.
Nogle historikere har kaldt dette for begyndelsen på det moderne Tyske Rige, da Preussen som resultat af traktaten øgede sin indflydelse enormt på bekostning af det Tysk-romerske rige.[kilde mangler] Andre mener, at den europæiske del af konflikten ingen betydning fik, fx historikeren Fred Anderson, der med udgangspunkt i, at Preussen uafvendeligt ville få større indflydelse, mener, at seks års heroiske udgifter og dyrisk blodbad havde ført til præcis ingenting.[7]
Krigen ændrede også de økonomiske, politiske og sociale relationer mellem Storbritannien og dets kolonier. Landet blev pga. de store udgifter, der var forbundet med at føre krig over hele kloden, kastet ud i stor gæld. Den britiske krone valgte at skaffe penge til at betale med ved at hæve skatterne i kolonierne. Utilfredsheden med disse skatter var et vigtigt element i de begivenheder, der førte til revolutionskrigene i Amerika.
Added to timeline:
Modul 8 1648-1914
Date:
