Landbrugssamfundet (may 1, 1000 – jun 2, 1300)

Description:

Landsbyen og landsbyfællesskabet var grundlaget for økonomien for middelalderens landbrugssamfund, og høj middelalderen fra år 1000 til 1300 blev en økonomisk blomstringstid
i Europa. Befolkningstallet steg, skove blev ryddet og ny jord blev opdyrket. Denne udvikling
gjorde sig også gældende for Danmark, hvor der i løbet af perioden blev anlagt over 2000
landsbyer.
Langt den største del af middelalderens befolkning boede på landet, og over 90 % af befolkningen var bønder. Man må derfor forestille sig et befolket dansk landskab, der var væsentligt anderledes end vore dages affolkede landområder. En væsentlig forudsætning for
højmiddelalderens befolkningstilvækst var mulighederne for en øget fødevareproduktion.
I tidlig middelalder omlagde man generelt produktionen fra kvægavl til kornavl. Senere
udvikledes nye dyrkningsmetoder, og man indførte ny teknologi sydfra. Særlig vigtig var
her introduktionen af hjulploven, der går dybere i jorden end den traditionelle plov, arden,
og vender mulden. Dette gav i 1100-tallet mulighed for opdyrkning af tidligere ubenyttede
tunge jorder, men nødvendiggjorde samtidigt en ny organisering af landbruget.

Landsbyerne i middelalderen stod typisk for opdyrkningen af en vis del af en herremands
landområde. Den opdyrkede jord, bymarken, var fordelt i jordlodder af forskellig
størrelse mellem landsbyens gårde og blev dyrket i fællesskab. En gårds andel af fællesjorden
bestemte samtidig gårdens andel i leding og skatter. Jorden dyrkedes i såkaldt
trevangsbrug. Dette betød, at bymarken var opdelt i 3 vange, hvor der på skift typisk blev
dyrket rug eller byg eller vangen lå fælled, dvs. var udlagt til græsning af kreaturer. Derudover
havde hver gård en toft, dvs. en særjord, som kunne bruges til en egen køkkenhave,
dyrehold eller lignende.

Added to timeline:

Date: